Tilskuerrekorden ved Økodag blev endnu en gang slået, da
årets arrangement søndag fandt sted flere steder i landet.
Ifølge Økologiske Landsforening deltog ikke færre end
193.000 gæster i de økologiske køers forårsfest, der fejrede 10-års fødselsdag.
- Det er fantastisk dejligt, at så mange mennesker tager
ud for at opleve det økologiske landbrug på første hånd, når de økologiske
landmænd inviterer. Økodag er virkelig en festdag for både dyr og mennesker. Man
kan ikke undgå at blive smittet af køernes begejstring, når de løber deres kåde
forårsløb, siger formand for Økologisk Landsforening Per Kølster i en
pressemeddelelse.
Han deltog i den officielle åbning af Økodag på
Bækkenstoft i Kirke Hyllinge på Sjælland, hvor også fødevareminister Dan
Jørgensen (S) var med til at lukke køerne ud i det fri.
Økologisk Landsforening oplyser, at der her var mødt
omkring 7.000 gæster op – fortrinsvis fra hovedstadsområdet.
Økodagen gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde
med de økologiske mejerier Arla, Naturmælk, Thise, Them og Øllingegaard.