I kølvandet på efterårets kommunalvalg holder Gefion en
konference om vækst og udvikling i det åbne land.
Konferencen finder sted den 31. marts, og her har
kommunale politikere og embedsmænd mulighed for at få information om de ofte
komplekse problemstillinger, der er forbundet med kontrol af
landbrugserhvervet.
- Jeg håber på, at konferencen vil give både politikere og
embedsmænd indsigt i de problemstillinger, vi står over for. Det er vigtigt, da
kommunerne arbejder med sager, der har stor betydning for den enkelte landmands
økonomi og for erhvervets vækstmuligheder, siger formand for Gefion Torben
Hansen i en pressemeddelelse.
Torben Hansen mener, at et af de problemer, der kræver
samarbejde mellem erhverv og kommune, er den lange sagsbehandlingstid for
husdyrgodkendelser. Han vurderer, at de manglende husdyrgodkendelser bremser
erhvervet. Det problem vil konferencen helt specifikt tage fat i.
Gefion har også inviteret en række oplægsholdere ude fra.
Blandt andet kommer tidligere biolog i Miljøministeriet Bent Lauge Madsen og
fortæller om vandløbsvedligeholdelse.
- Vi glæder os til at invitere kommunerne indenfor – og vi
håber, de vil gå herfra med et indtryk af, at vi er åbne over for dialog og
samarbejde. I Gefion fokuserer vi meget på af at opretholde en god og
vidensbaseret dialog, lyder det fra Torben Hansen.
Konferencen finder sted hos Landboforeningen Gefion i
Sorø.