Tre landmænd var onsdag til møde med Folketingets Fødevareudvalg for at fortælle om de problemer, som den nye alpe-regel giver. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Og mødet med landmændene og den seneste debat om reglen – som forbyder landmænd i Danmark at pløje og harve marker, der har en hældning på mere end 12 grader mellem høst og den 1. marts – har tilsyneladende gjort indtryk på politikerne.

I hvert fald er et bredt flertal nu parat til at ændre reglen.

- Min konklusion efter mødet med landmændene og kontakter til andre, der arbejder med emnet, er, at reglen er unødvendig og i nogle tilfælde direkte skadelig. Derfor skal vi naturligvis finde på noget andet. Der er et flertal imod regeringens nye regel, så fødevareministeren kan lige så godt komme i gang med at finde en mere fornuftig løsning, siger Enhedslistens Per Clausen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den løsning kan eventuelt være at gøre som tyskerne, hvor forbuddet mod at dyrke de skrå marker kun gælder fra 1. december til 15. februar.