Øko-direktør glæder sig over ministers forsikringer
Fødevareminister Dan Jørgensen konstaterede ved et åbent samråd, at han ikke laver den tyske energipolitik
Udvalget havde bedt ministeren redegøre for, hvad han vil gøre for at sikre vækst i produktionen i økologisk mælk i stedet for det fald, som man tilsyneladende står over for.
Det var Enhedslistens Per Clausen, der havde kaldt ministeren i samråd – og baggrunden var den aktionsplan, som de økologiske mælkeproducenter og Økologisk Landsforening fremlagde i januar.
Og efter samrådet var der positive tilkendegivelser fra direktør i Økologisk Landforening Paul Holmbeck, som overværede mødet:
- Samrådet gjorde det tydeligt, at aktionsplanen har sat de økologisk mælkeproducenters udfordringer og alle økologers adgang til jord højere på den politiske dagsorden. En række politiske beslutninger i både Danmark og Tyskland stiller økologerne ringere i konkurrencen om jorden, lød det fra direktøren.
- I Sønderjylland presser den tyske gas-majs fødevareproducerende landmænd – herunder økologiske mælkeproducenter – væk fra jorden, og derfor er vi glade for, at ministeren i dag forsikrede, at man fra dansk side er i dialog med tyske politikere og myndigheder på området.
Lovlig ordning
Under samrådet fastslog Dan Jørgensen, at han ikke laver energipolitikken i Tyskland.
- Ordningen er lovlig via EU. Tyske økologer er også pressede – og det, vi hører, er, at der nu sker ændringer, der er fordelagtige i forhold til dette spørgsmål, sagde Dan Jørgensen med henvisning til den tyske statsstøtte til tysk biogas, som har skabt konkurrence om jorden.
Dan Jørgensen forklarede, at han snarest vil holde møde med tyskerne om emnet.