VikingGenetics betegner det som banebrydende, at man har indgået et transatlantisk samarbejde
Danske mælkeproducenter med jersey-racen i staldene kan se
frem til, at deres malkekøer i fremtiden bliver styrket på de vigtige parametre
sundhed, frugtbarhed og funktionalitet.
Årsagen er, at VikingGenetics har indgået, hvad kvægavlsforeningen
selv betegner som en historisk og vigtig aftale med de nordamerikanske partnere
ACJA - American Jersey Cattle Association, NAAB - National Association of
Animal Breeders and CDN - Canadian Dairy Network. Formålet med aftalen er at
samarbejde og forbedre genomisk selektion for jerseyracen.
- Gennem samarbejdet vil genomisk information fra mere end
1.100 døtreafprøvede jersey-tyre fra hvert kontinent blive delt mellem
partnerne, og det forventes at forbedre sikkerheden for genomiske avlsværdital
(GEBV) betydeligt med 2-5 procent i VikingGenetics, lyder vurderingen fra
kvægavlsforeningen.
- Vi har set frem til aftalen, så jersey-avlere kan øge
den genetiske fremgang - og dermed få endnu bedre jersey-køer, siger avlsleder
Peter Larson, VikingGenetics.
Herfra lyder det, at der fra man laver udvælgelsen typisk
går to-tre år, før avlsresultaterne vil kunne skabe merværdi for kvægbrugerne.