Denne gang er der kommet mange flere høringssvar til vandplanerne. De er også meget mere detaljerede denne gang, forklarer Lars Hvidtfeldt
At der er indkommet ikke færre end 5.500 høringssvar til
vandplanerne til Naturstyrelsen, vækker glæde hos Landbrug & Fødevares
viceformand, Lars Hvidtfeldt.
Tallet overgår dermed klart tallet fra 2010/2011, hvor
vandplanerne første gang var i høring. Dengang modtog Naturstyrelsen cirka
4.200 høringssvar.
- Jeg synes, at det er utrolig flot. Jeg er dybt imponeret
over den indsats, som landmændene har ydet. Jeg ved også, at rundt omkring i
vores rådgivningscentre, er der blevet ydet en kæmpe indsats, siger Lars Hvidtfeldt.
Høj kvalitet
Ifølge Lars Hvidtfeldt er kvaliteten af høringssvarene
også steget denne gang i forhold til i 2011.
Landbrug & Fødevarer har blandt andet selv denne gang
indleveret et høringssvar på 143 sider og med over 800 siders bilag, hvor man
blandt andet opfordrer til, at man lader første og anden planperiode af
vandplanerne smelte sammen.
Fra Bæredygtigt Landbrug lyder der også ros til, at 5.500
har indgivet høringssvar til vandplanerne.
- Nu kan vi bevise over for Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen
at det her, altså ikke bare er nogle enkelte landmænd, som synes, at de her
vandplaner er ubrugelige og farlige for det samlede erhverv, siger Flemming
Fuglede Jørgensen.
Både Lars Hvidtfeldt og Flemming Fuglede Jørgensen forventer
nu, at alle høringssvarene bliver nøje gennemgået hos myndighederne.