Danish Agro ensretter logoer

Danish Agro starter en proces op, der har til hensigt at skabe et fælles visuelt udtryk på tværs af datterselskaber i ind- og udland.

Alle logoer i datterselskaber i Danish Agro koncernen vil fra slutningen af november blive udformet med den samme skrifttype, samme farvepalette og benytte samme koncern-bomærke. Det sker som et led i en proces i Danish Agro for at skabe et fælles visuelt udtryk på tværs af datterselskaber i ind- og udland.

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, siger om baggrunden for processen:

- En klar profil og en stærk fælles identitet er vigtig for koncernens videre udvikling. Derfor vil logoer og generel branding i både moderselskab og datterselskaber blive opdateret, så blandt andet ejerforhold og samlet produktudvalg bliver nemmere at gennemskue for vores kunder og samarbejdspartnere. Samtidig skal det være med til at styrke koncernens profil internationalt, siger Christian Junker.

Danish Agros eget logo bliver opdateret, så det nuværende grafiske element i logoet, akset, udskiftes med et abstrakt symbol.

Ifølge Danish Agros kommunikationschef, Søren Møgelvang Nielsen repræsenterer det det nye vækst, udvikling og fremdrift.

- Det giver et visuelt link til vores branche og giver associationer over til et blad eller afgrøder, der vajer i vinden. Formålet med at vælge et abstrakt symbol er, at det kan bruges på tværs af koncernens mangeartede forretningsområder, siger Søren Møgelvang Nielsen.

Indkøbssamarbejdet DLA Agro

I forbindelse med introduktionen af den nye visuelle identitet for Danish Agro koncernen vil der også for DLA Agro, der i fællesskab er ejet af medlemmerne i indkøbssamarbejdet, ske en opdatering af selskabets visuelle identitet. DLA, som navn og logo, vil fremadrettet kun bruges overfor leverandører.

- DLA Agro er det formelle selskab, hvorigennem DLA’s medlemsvirksomheder koordinerer indkøb, og DLA Agros profil skærper vi nu i endnu højere grad overfor leverandører, siger Christian Junker.

Det nye logo for DLA Agro bliver udformet med den samme skrifttype, samme farvepalette og benytte samme bomærke, som bliver introduceret for Danish Agro og dets datterselskaber.

Der vil ske en løbende, dynamisk implementering af den nye branding så skiftet sker gradvist og omkostningseffektivt. Implementeringen vil ske kontinuerligt i løbet af 2014.

Læs også