Det originale hestepas skal altid følge hesten

Alle heste i EU skal kunne identificeres og have et hestepas, og passet skal altid følge hesten

Fornylig blev det fra Fødevarestyrelsen meldt ud, at de i de kommende måneder foretager den første landsdækkende kontrol- og vejledningskampagne om reglerne for hestepas.

I løbet af kampagneperioden, besøger Fødevarestyrelsen knap 100 besætninger, primært stutterier og hestepensioner, og på besøgene vil der ligeledes blive set på om syge og tilskadekomne dyr håndteres i overensstemmelse med dyreværnsloven.

- Der er tale om uanmeldte kontrolbesøg, og vi har helt tilfældigt udvalgt en række hestehold og kører både ud til stutterier og hestepensioner, lyder det fra dyrlæge Sara Dalsgaard fra Fødevarestyrelsen.

Dyrlægen fortæller, at der ikke er tale om en decideret velfærdskontrol, men at de i denne omgang specifikt har valgt at sætte fokus på hestepas, samt håndtering af syge heste.

Pas og hest følges ad

Formålet med kampagnen i denne ombæring er altså som udgangspunkt at sætte fokus på reglerne om hestepas, samt identifikation af hestene.

- Kampagnen skal denne gang betragtes som en hjælp til dem der endnu ikke har fået helt styr på de nye regler. Sanktionerne denne gang vil sandsynligvis i de fleste tilfælde også blot være en indskærpelse, medmindre der er forhold, hvor man kan se, at der er tale om en bevidst overtrædelse af reglerne, siger Sara Dalsgaard.

Hun understreger, at det ved enhver kontrol, er det originale hestepas der gælder. En kopi eller andet gælder ikke, og uanset om hesten er opstaldet eller græsser, skal passet kunne fremskaffes umiddelbart.

Her kan du læse mere om hestepasset – og i LandbrugFyn kan du tirsdag læse mere om kontrolkampagnen.

Læs også