Nu er det tid til vaccination mod influenza hos både svin og mennesker, lyder det fra Vet-Team, som påpeger, at både søer og grise kan beskyttes, hvis søerne vaccineres tre uger inden faring.

Vaccination af personale har desuden den fordel, at det beskytter grisene mod den pandemiske influenza (fejlagtigt kaldt svineinfluenza, red.), og man bør derfor ikke komme i staldende, hvis man har influenzalignende symptomer, påpeger Vet-Team.

På den baggrund tager Vet-Team på turne i Jylland sammen med medicinalfirmaet Merial tirsdag den 8. oktober, hvor det bliver muligt at blive vaccineret mod influenza mod en betaling på 100 kroner samtidig med, at der bliver orienteret om influenza hos både svin og mennesker.

Hele fem steder skal Vet-Team og Merial besøge på blot én enkelt dag: LandboNord i Brønderslev i tidsrummet klokken 9-10.30, Lemvigegnens Landboforening i Lemvig klokken 11.15-12.45, Vestjysk Landboforening i Ringkøbing klokken 12.45-14.30, Heden og Fjorden i Birk ved Herning klokken 15-16.30, og hos Jysk Landbrugsrådgivning i Billund klokken 17-18.30.

Tilmelding skal ske til Vet-Team senest torsdag den 3. oktober.