Landets kvægbrugere får mandag et brev med posten, hvori de opfordres til at tage stilling til deres liv
Knap 4.000 kvægbrugere modtager mandag et par
arbejdshandsker med posten.
Med handskerne følger et personligt brev, som opfordrer
dem til at stoppe op og tænke deres liv igennem. Det oplyser Videncentret for
Landbrug (VFL).
For brevet er nemlig fra VFL, Kvæg samt
landbrugsorganisationer fra hele landet.
Ifølge VFL gives arbejdshandskerne i respekt for det
arbejde, som kvægbrugerne har udført – og hanskerne er samtidig en del af
indsatsen ”Ta’ Stilling – Ta’ Handling”.
- Mange
mælkeproducenter har længe stået i en svær økonomisk situation. Målet med
brevene er at få dem til at tage et aktivt valg og handle. Skal de måske
begynde en afviklingsstrategi, eller skal de udvikle og udvide deres
produktion, siger rådgivningschef ved VFL, Kvæg Trine Barrett på VFL’s
hjemmeside.
Hun forklarer, at når man har fået kvægbrugerne til at tage
stilling til det, de laver, vil indsatsen øge fokus på, at de kvægbrugere, der
vælger at blive i erhvervet, får det bedst mulige resultat ud af deres arbejde:
- Via lokale initiativer vil vi sætte fokus på områder, hvor vi
mener, at kvægbrugere kan forbedre deres resultater som eksempelvis ledelse og
foderoptimering.