Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Den kommende kvælstofregulering kan komme til at modarbejde et af de centrale mål i den grønne trepart: at omlægge omkring 15 procent af landbrugsarealet til natur og skov. Det vurderer Jørgen E. Olesen, professor i landbrug ved Aarhus Universitet, beretter Altinget.

Hans bekymring retter sig især mod tempoet i den nye regulering, som skal have fuld effekt allerede fra årsskiftet. Ifølge professoren kan den hurtige indfasning betyde, at landbruget vælger de løsninger, der hurtigst kan reducere kvælstofudledningen. Det kan eksempelvis være at lægge marker brak.

Problemet er, at permanente arealprojekter som skovrejsning og udtagning til natur tager længere tid at gennemføre. Dermed risikerer de kortsigtede løsninger at stå i vejen for de mere varige ændringer af arealanvendelsen.

Kan komme i konflikt med trepartsmål

Jørgen E. Olesen mener derfor, at reguleringen bør indfases langsommere, selv om det på kort sigt vil betyde en mindre reduktion af kvælstofudledningen.

- Hvis du gør det langsommere, får du naturligvis større udledninger på den korte bane. Men med det nuværende tempo risikerer du, at du ikke opnår det samlede mål om arealudtag, som er afgørende for at komme helt i mål på den lange bane, siger Jørgen E. Olesen til netmediet.

Den nye kvælstofregulering skal levere markante reduktioner allerede fra årsskiftet. Netop det tempo er ifølge Jørgen E. Olesen en del af problemet, fordi det kan komme i konflikt med de øvrige mål i den grønne trepart.

Professoren peger på, at en meget hurtig regulering kan få landbruget til at vælge midlertidige løsninger, mens de permanente arealændringer bliver vanskeligere at realisere. Derfor foreslår han, at regeringen sænker tempoet i indfasningen, så der bliver bedre tid til at få permanente udtagningsprojekter på plads.

PolitikDen grønne trepartKvælstofregulering