Formand for L&F Martin Merrild ser gerne, at regeringen afsætter midler til at få gennemført Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger
Regeringen vil sætte 800 millioner kroner af på
Finansloven til at styrke den grønne omstilling.
Det får nu formanden for Landbrug & Fødevarer
(L&F), Martin Merrild, på banen. Han peger på, at flere af Natur- og
Landbrugskommissionens anbefalinger lægger op til en reform af
miljølovgivningen. Derfor opfordrer formanden nu regeringen til at afsætte
penge til at føre kommissionens anbefalinger ud i livet:
- Der er et kæmpe potentiale for både naturen og
landbrugs- og fødevareerhvervet ved at gøre kommissionens anbefalinger til
virkelighed. Der skal gang i naturplejen med afgræsning, og vi skal sætte ind
med tiltag i de indre farvande, siger Martin Merrild i en pressemeddelelse.
- Derudover skal vi have gang i omlægningen af hele
gødskningsreguleringen, så vi kan producere optimalt. Der ligger en kæmpe
gevinst for erhvervet, miljøet, naturen og klimaet ved at få sat målrettet ind.
Mere enkel miljøregulering
Ifølge Martin Merrild ligger den danske fødevareklynge
helt i top på internationalt plan, når det kommer til klima- og energivenlig
produktion:
- Det er meget positivt, at vores nye fødevareminister har
fokus på vækst i fødevareerhvervet. Det kommer til at kræve en mere enkel
miljøregulering, der tager udgangspunkt i, hvor meget den enkelte landmand må
påvirke miljøet – ikke hvor mange dyr, der står i hans stald.
- Vi kan i Danmark producere mange flere gode, danske
råvarer med en minimal miljøpåvirkning. Derfor skal Finansloven tilgodese, at
vi kan følge Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, der også peger i
den retning.