Avis: Staten er med til at finansiere solcellefidus i udlandet

Danskere kan sikre sig store skattefradrag ved at investere i solcelleanlæg i Tyskland og Italien

Danske velhavere har fundet en lovlig måde, hvorpå de kan nedbringe deres skattebetaling.

De kan nemlig sikre sig store fradrag ved at investere i solcelleanlæg i Tyskland og Italien. Dermed er den danske stat med til at finansiere solcelleanlæggene. Det skriver Berlingske.

Ifølge avisen vurderes de samlede afskrivninger i år til at nærme sig 300 millioner kroner.

Fidusen er, at solcelleanlæggene i de første år giver underskud på grund af afskrivninger. Det underskud kan herefter trækkes fra i skat.

Skatteminister Holger K. Nielsen afviser i et skriftligt svar til Berlingske, at der er tale om et smuthul:

- Som jeg forstår det, er der hverken tale om et skattehul, eller at virksomheder er på den forkerte side af loven, men nu vil jeg i første omgang bede Skat følge udviklingen på området.

Læs også