Direktørstop på Videncentret
Direktør for Planteproduktion på Videncentret for Landbrug Carl Åge Pedersen har valgt at sige farvel til direktørjobbet
Pr. 1. oktober – eller snarest derefter – stopper Carl Åge Pedersen som direktør for Planteproduktion på Videncentret for Landbrug, hvor han har været leder i 21 år. Det oplyser Videncentret for Landbrug.
I et nyhedsbrev forklarer Videncentret for Landbrug, at Carl Åge Pedersen ikke er syg – men han har konstateret, at han ikke længere kan holde til sit nuværende job.
Han er i stedet blevet tilbudt – og sagt ja til – at fortsætte i virksomheden som chefkonsulent.
Carl Åge Pedersen fortsætter desuden på sine bestyrelsesposter i Agro Tech, HortiAdvice Scandinavia og Blue Planet Innovations samt som Videncentrets repræsentant i rådgivningspanelet for Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet.
Videncentret for Landbrug er i gang med at finde en ny direktør til Planteproduktion.