Vogn nummer 2.000 fra Hvamø
Den danske producent af blandt andet landbrugsvogne Hvamø A/S i Ølufvad nær Varde kunne fredag eftermiddag aflevere vogn nummer 2.000
Det var en milepæl, der blev passeret, da vognproducenten Hvamø A/S i Ølufvad nær Varde fredag eftermiddag kunne aflevere vogn nummer 2.000 produceret.
Vognen var en 26 ton kroghejsevogn, der blev leveret til indehaver af entreprenørfirmaet GSC Anlæg A/S i Gørlev på Sjælland Christian Clemmensen, der var mødt op for at få overdraget vognen, som han selv skulle køre hjem.
- Vi synes jo, det er en sjov lille ting, at vi sådan passerer vogn nummer 2.000, siger direktør for Hvamø A/S, Morten Thams, der tilføjer at det er 30 år siden man begyndte at tælle de producerede vogne.
Forinden var der i en årrække også produceret vogne på stedet, der dog ikke blev registreret.
Der er i dag 22 ansatte på fabrikken, der ligeledes huser virksomheden H.T. Hydraulik, der er ejet af Morten Thams og hans far Børge Thams sammen med Claus Jørgensen – og som leverer al hydraulik til Hvamø-vognene.