Skal vi frygte konkurrence fra kinesisk kød?

Hidtil har den kinesiske efterspørgsel efter kød været godt nyt for danske landmænd worldwide. Men nu har kineserne købt Smithfields Foods

Inden for de sidste uger kom det største køb hidtil fra kinesisk side af en amerikansk virksomhed på plads, da Kinas største kødproducent, Shuanghui International, reelt købte verdens største svinekødsproducenter, Smithfield Foods, for den gigantiske sum af 4,72 milliarder dollars.

Smithfields har ligeså mange søer, som alle danske svineproducenter tilsammen – lidt over en million årssøer.

Købet viser den målrettede indsats, som kineserne nu gør, for selv af kunne forsyne den eksplosive efterspørgsel på hjemmemarked for kød. Kineserne har selv mistet tilliden til hjemmeproduceret kinesisk kød og den meget svingende kvalitet og er nu – overraskende – slået stærkt ind på en kurs med opkøb af udenlandske producenter.

Hvilke tanker gør man sig i disse dage i branchen over denne nye udvikling ?

Really big news

- Det var lidt af et chok. Først på grund af det enorme køb og dernæst på grund af overraskelsen, siger den amerikanske erhvervsøkonom Steve Meyer, som er en anerkendt analytiker indenfor svinebranchen i USA. Det fortæller den danske organisation for danske landmænd med produktion i udlandet, DFA, i deres seneste nyhedsbrev.

Steve Meyer fortsætter:

- Når en så stor amerikansk svineproducent sælges til et udenlandsk selskab, så er det »big news«. Når selskabet oveni er fra Kina – så er det »really big news«. Og når hele handlen kommer som en overraskelse for alle i branchen, så må det betegnes som intet mindre end chokerende.   

Ingen havde tilsyneladende hørt det komme, og Steve Meyer beskylder forskellige anti-kød grupper i USA for at tale værdien af amerikanske kødproducenter ned. Det gør dem på et tidspunkt attraktive for udenlandske opkøbere, og dermed forsvinder de pludselig ud af amerikansk styring.

- Vil man sikre aktierne mod at blive købs af udlandet, så er løsningen simpel, siger han. Efterspørg og betal noget mere for aktierne.

Hvad betyder det for svinekødsproduktionen?

- På kort sigt vil kineserne nok ikke lave nogen ændringer, siger Steve Meyer videre.

- Man kan ikke forvente, at kineserne vil satse på at forsyne kødfabrikkerne i USA med kinesisk svinekød. Det vil være som at sende is til eskimoerne – der er rigeligt svinekød indenlands i både USA og Europa. Desuden er det et faktum, at Kina har stort set enhver kendt svinesygdom inklusiv mund-og-klovsyge samt klassisk svinefeber.

- Der kommer ikke noget svinekød ind på de vestlige markeder, som ikke er kogt, understreger han.

- Hvis kineserne beslutter at flytte produktionen af svinekød fra Smithfields nuværende amerikanske og europæiske producenter, vil andre producenter og slagterier tage over og fylde de vestlige kølediske.

- Kort sagt: De frie markedskræfter vil arbejde og vestlige svineproducenter måske endda få fordele, slutter Steve Meyer.

Læs også