Prognose: Globalt set bliver høsten god

FAO forudser i sin årlige rapport, at høsten 2013/2014 bliver god

FN’s fødevarer- og landbrugsorganisation FAO har sendt sin årlige rapport ud, og prognosen ser god ud for høsten 2013-2014. Det skriver DR Viden.

- Vi har i år undgået nogle af de sædvanlige vejrkatastrofer som oversvømmelser og tørker rundt omkring, siger professor ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen til P1 Morgen.

Han peger på, at store landbrugsområder i Rusland var ramt af tørke i 2010, mens det samme var tilfældet i USA sidste år.

Den slags kan straks aflæses i fødevarepriserne, og det er ifølge professoren først og fremmest udviklingslandene, der bliver ramt, når høsten globalt set har været dårlig.

- Derfor kan et år som dette have en ganske positiv effekt på for udviklingslandene, lyder det fra Jørgen E. Olesen.

Men professoren konstaterer samtidig, at forbruget af fødevarer på verdensplan stiger.

- Vi må altså investere langt mere i at øge produktiviteten i vores landbrugssektor – især i u-landene, siger han til P1 Morgen.

Læs også