Vækstregulering af vårsæd kan være værd at overveje
Hvis vårsæden er meget kraftig kan en vækstregulering blive aktuel, men der er en række hensyn at tage
Generelt er det kun, hvor der forekommer en meget frodig vækst, at der anbefales vækstregulering i vårsæd for at forebygge lejesæd, oplyser Videncentret for Landbrug.
I afgrøder, der er stressede af for eksempel tørke, bør vækstregulering undlades.
Vækstregulering i vårbyg
Hvis vårbyg er gødet kraftigt, hvis for eksempel vinterhveden har været gødet færdig inden en omsåning, kan en vækstregulering af vårbyggen blive aktuel.
Sorternes tendens til især nedknækning varierer noget mellem årene, da de klimatiske betingelser i den enkelte sæson har stor betydning. De dyrkede vårbygsorter har dog generelt en god stråstivhed.
Videncentret understreger, at brug af vækstreguleringsmidler med henblik på at reducere aks- og strånedknækning ikke anbefales, såfremt der udføres en svampesprøjtning, da svampesprøjtning også forebygger nedknækning.
Vækstregulering i havre
Der er normalt ikke behov for at vækstregulere havre, men ved meget kraftig vækst kan afgrøden vækstreguleres med 1,0-1,5 l CCC-middel pr. hektar i vækststadium 30-31.
- Vær dog meget opmærksom på behandlingsfristen, som er på 3 måneder. Der har været fundet uacceptable restkoncentrationer af CCC i havre til gryn, så det er meget vigtigt at overholde sprøjtefristen, understreger man fra Videncentret.
Vækstregulering i vårhvede
Vårhvede dyrkes ofte på specielle jordtyper, hvor kvælstofforsyningen i nogle år kan være høj. Vækstregulering med et CCC-middel kan derfor være aktuel i stadium 25-30. Behandlingsfristen er 3 måneder.
Her skal man være opmærksom på, at brødkorn ofte ikke må vækstreguleres ifølge kontrakten med aftager.






































