Forbrugerne skal kunne stole på, at fødevarer indeholder det, der står på pakken.

Derfor har Fødevarestyrelsen sat gang i endnu en mærkningskampagne, hvor der bliver stillet skarpt på virksomheders evne og vilje til at mærke fødevarer korrekt. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

- Særligt for forbrugere med fødevareallergi kan det være farligt, hvis varen indeholder ingredienser, de ikke tåler – eksempelvis nødder, skaldyr eller gluten, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Mere end 200 virksomheder fik sidste år besøg af Fødevarestyrelsen i forbindelse med en mærkningskampagne, hvor det blandt andet blev tjekket, om virksomhederne overholdte mærkningsreglerne. Det gjorde ni ud af ti virksomheder.

Hos 23 virksomheder blev der givet sanktioner i form af indskærpelse eller bøde.

Fødevarestyrelsen peger på, at hovedparten af overtrædelserne vedrørte ukorrekt angivelse af ingredienser.