Utilfredshed med et nyt aflønningsystem har fået 51 medarbejdere fra Danish Crowns slagteri i Blans til at nedlægge arbejdet.

Ifølge Fødevareforbundet NNF betyder systemet, at slagteriarbejderne skal gå 25-30 kroner ned i timen.

- De arbejder i forvejen rigtig hårdt, og ledelsens nye tiltag er simpelthen mere, end hvad de vil være med til, fortæller tillidsrepræsentant på slagteriet Brian Vestergaard til NNF's nyhedsrbrev.

De 51 medarbejdere mødtes mandag morgen og besluttede med stort flertal at gå hjem:

- Jeg opfordrede dem til at gå på arbejde og forsøge at komme i dialog med ledelsen i stedet. Men for mine kollegaer er det nye lønsystem dråben, der har fået bægeret til at løbe over, forklarer Brian Vestergaard.

Medarbejderne har aftalt at mødes igen til fagligt møde tirsdag morgen.