På tirsdag får syv østjyske landmænd fra DLMØ chancen for kort at tale med miljøminister Ida Auken (SF) i Miljøministeriet i København om aktuelle landbrugspolitiske sager.

Helt aktuelt skal der tales om de vandplaner, der blev taget af bordet af Natur- og Miljøklagenævnet i december, miljøministerens nye pesticidstrategi og Natur- og Landbrugskommissionens arbejde med at finde udviklingsveje, hvor landbrug og natur kan gå hånd i hånd. Formand i DLMØ Jens Gammelgaard har store forventninger:.

- Det betyder meget for os, at vi får lejlighed til at aflevere vores synspunkter til ministeren ansigt til ansigt. Politikere kan kun have gavn af at få inputs ude fra den virkelige verden, hvor vi færdes til daglig. Jeg håber, Ida Auken vil være ligeså imødekommende, som hun var, sidst vi mødtes, siger formanden.

Ida Auken besøgte i august Gjern i det midtjyske for blandt andet at besøge et projekt med etablering af et minivådområde. Minivådområder er et af de alternative virkemidler, som er i spil til at begrænse kvælstofbelastningen i de kommende vandplaner, og det er netop vigtigheden af at anvende alternative virkemidler, som de syv østjyske landmænd vil drøfte med ministeren.

De syv landmænd vil samtidig understrege over for ministeren, hvor vigtigt det er at tage forskellige interessenter med på råd, inden vigtige miljøpolitiske besluttes.