Der var flere emner på programmet, da Hedens Landboforening onsdag aften holdt generalforsamling i Herning.

Hedens Landboforening er en af de fire foreninger, der står bag rådgivningsselskabet Heden & Fjorden. Et rådgivningsselskab, der måske snart kan komme til at lægge navn til en fusioneret forening af de fire også.

I hvert fald er planerne om et tættere samarbejde og – hvis medlemmerne vil – en fusion mellem de fire foreninger rykket tættere på. De fire foreninger er – foruden Hedens Landboforening – Holstebro-Struer Landboforening, Ikast-Bording Landboforening og Familielandbruget VEST-Jylland.

Under debatten blandt de 125 fremmødte i Herning var stemningen blandt de fleste, der deltog i debatten, overvejende positiv.

Hvorvidt det ender med tættere samarbejde og en eventuel fusion vil der formentlig blive klarhed over efter to ekstraordinære generalforsamlinger – én den 2. april, hvor medlemmerne skal beslutte, om man ønsker at gå videre med planerne, og én den 13. maj, hvor en ny forening kan besluttes.