Kommuner skal have nemmere ved at give virksomheder lov til at etablere sig i yderområderne. Det skal en ny lov være med til at sikre.

Men det gælder kun i specielt vanskeligt stillede kommuner – og hvis der bliver brugt bygninger, der i forvejen står tomme. Og en professor sætter nu spørgsmålstegn ved effekten af den planlagte lov. Det skriver P4 Fyn.

- Jeg er meget skeptisk. Den der eksplosion af virksomheder i yderområderne, som den nye lov skulle give, den tvivler jeg på, vi kommer til at se, siger professor og centerleder ved Center for Landdistriktsforskning ved SDU Anne-Mette Hjalager til P4 Fyn.

Minister for By, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), der er ophavsmand til den nye lov, er naturligvis ikke enig i kritikken.

- Jeg synes faktisk, det er en lille revolution. Vi vil gerne give kommunerne mere selvbestemmelse når det kommer til iværksætteri på landet. Det får de med denne lov, der har fokus på at skabe vækst og arbejdspladser i landzonerne, siger han til P4 Fyn.

Loven forventes at træde i kraft inden sommerferien.