Hos Agri Nord peger man på, at finanskrisen fortsat har et solidt tag i landbrugserhvervet. Det er medvirkende til, at omsætningen på 125 millioner kroner ligger lidt under det budgetterede.

Alligevel er virksomheden kommet ud af 2012 med et overskud på 3,5 millioner kroner. Det oplyser Agri Nord i en pressemeddelelse.

- Vi har i 2012 implementeret en ny strategi hos Agri Nord og har sideløbende vist, at vi kan drive en virksomhed med overskud, lyder det fra administrerende direktør ved Agri Nord Erik Lydiksen.

Overskuddet på 3,5 millioner kroner kommer fra et overskud på driften på knap to millioner kroner og ekstraordinære indtægter på 1,5 millioner kroner.

Nye regler giver mere arbejde

Planteavlsrådgivningen en af de afdelinger, der har haft en større omsætning end budgetteret. Det skyldes ifølge Agri Nord først og fremmest, at der er kommet en lang række nye love og regler fra myndighedernes side, som landmændene har haft brug for rådgivning til at navigere iblandt.

- Vi må konstatere, at vores medarbejdere har arbejdet mere som planteavlsjurister for at sikre overholdelse af love og regler end som egentlige planteavlsrådgivere, konstaterer Erik Lydiksen.

Bestyrelsen ved Agri Nord har vedtaget et budget for 2013 med et overskud på 1,9 millioner kroner.

- Vi forventer øget omsætning i 2013 i landbrugsdelen og ikke mindst i vores rådgivning af erhvervsdrivende uden for landbrugsbranchen. Vi har i 2012 opkøbt revisionsfirmaer og dermed haft tilgang af 500 nye kunder, siger Erik Lydiksen.