Et forslag til en ny EU-reform 2020 tegner til at få store konsekvenser for dansk landbrug. Det mener man i hvert fald hos Videncentret for Landbrug.

Her har man regnet på, hvad reduktionen i EU-støtte vil betyde for danske heltidsbrug.

- Konsekvenserne kan blive en drastisk forringelse af indtjeningsevnen i landbrugsvirksomhederne. Et gennemsnitlig heltidslandbrug kan miste op til 122.000 kroner pr. år, lyder det fra erhvervsøkonomisk chef ved Videncentret for Landbrug Klaus Kaiser.

Han peger på, at op til 1.730 heltidslandbrug mister evnen til at opnå et positivt driftsresultat.

- Disse kommer udover det cirka 1.400 heltidsbedrifter, som i forvejen ikke er i stand til at skabe et positivt driftsresultat. I alt svarer det til, at over 3.100 – eller 25 procent – af alle heltidslandbrug mister evnen til at skabe overskud.

Ifølge Klaus Kaiser har de 3.100 landbrug til sammen en gæld på op mod 90 milliarder kroner, hvoraf 25 milliarder kroner er bankgæld.