Årets Same-forhandler i 2012 hedder A.P. Andersen Maskinfirma I/S. Det blev slået fast på årets første forhandlermøde for forhandlere af Same og Deutz-Fahr traktorer. Her kunne salgschef Thomas Birkballe fra den danske importør HCP Danmark A/S overrække diplom og blomster til Lars og Rikke Andersen fra A.P.Andersens Maskinfirma I/S i Gjerndrup.

At det netop blev folkene fra Gjerndrup, der løb af med titlen kommer ikke bag på mange traktorfolk, for hos A.P. Andersens Maskinfirma I/S kender man SAME traktorerne bedre end de fleste. Firmaet fejrede 50-års jubilæum i fjor og har i 47 af forretningens leveår forhandlet Same.

Lars Andersen, som er 2. generation i firmaet, fortæller, at starten af forhandlingen nærmest var en tilfældighed. Med en annonce i Jyllands-Posten søgte den daværende importør forhandlere, og snart var den traditionelle landsbysmedie også traktorforhandler. Siden har der været flere skiftende importører, men A.P. Andersens Maskinfirma har holdt fast i mærket og har nu en fast kundekreds af loyale Same-kunder. Kunderne er traditionelt meget mærkeloyale, men Lars Andersen fremhæver, at det ikke må blive en sovepude, for efterhånden er konkurrencen om kunderne blevet rigtig hård.

Traktormarkedet følger konjunkturerne, så salget har været svingende. Igennem årene er mere end 500 traktorer rullet ud gennem porten i Gjerndrup.

- Det er svært at pege på en enkelt grund til, at vores maskinfirma har overlevet skiftende konjunkturer. Mon ikke det er en kombination af gode, driftsikre Same-traktorer og vores lokale service, der har haft kunden i centrum i alle vores 50 leveår, siger Lars Andersen.