Svine-inspireret rådgivning gjorde en forskel
Forbedret fodring og øget kalvesundhed var blot et par af de positive forandringer, som mælkeproducent Jens Madsen oplevede
Det var med nogen skepsis, at mælkeproducent Jens Madsen fra Vinderup ved Struer fik besøg af »staldcoach« Michael Thusgaard Mortensen fra Heden og Fjorden. Men den skepsis blev dog hurtigt vendt.
- Michael har bare en helt anden tilgang til tingene end andre rådgivere. Han kan se, hvad der fungerer i hverdagen og hjælper til med, hvordan vi skal få det gjort, fortæller Jens Madsen.
En af gevinsterne ved at få besøg af Michael Thusgaard Mortensen, der har taget del i arbejdet i stalden under sine besøg, er blandt andet en forbedret kalvesundhed. Desuden har Jens Madsen har fået meget ud af den kvalificerede medspiller, som han kan dele sine overvejelser med.
Inspireret fra svinerådgivningen
Rådgivningskonceptet er inspireret af svinerådgivningen, og ført ud i praksis i kvægrådgivningen i flere landbocentre - blandt andet hos Heden og Fjorden, som har ansat sin første »Staldcoach« i skikkelse af Michael Thusgaard Mortensen til den nye form for kvægrådgivning.
Michael Thusgaard Mortensen er nyuddannet jordbrugsteknolog med ti års erfaring som driftsleder på en kvægejendom.
Han har siden september besøgt Jens Madsens bedrift fire timer hver anden mandag, hvor han har indgået i det daglige arbejde i stalden.
Rådgivning gav bedre økonomi
Staldcoachen har fungeret som en slags katalysator, som har fået Jens Madsen til at lave andre små ændringer ved både malkekøerne og goldkøerne. Ting, som han selv havde tænkt på, men hidtil blot var blevet ved tanken.
Nu er goldkofodringen optimeret, hvilket har givet en bedre økonomi, ydelse og huld, og der er kommet et klovbad i forbindelse med malkestalden, oplyser Videncentret for Landbrug.
- Det er utrolig rart at have en, man kan vende sine ideer med, når man ellers går meget alene med det hele, fortæller Jens Madsen.
Arbejder med i stalden
I begyndelsen mødte Michael Thusgaard Mortensen klokken 6.30 og hjalp Jens Madsens far med at fodre kalve. Nu møder han klokken syv og deltager i arbejdet, og derefter bliver planer og nøgletal vendt ved køkkenbordet.
- Michael og jeg går utrolig godt i spænd, og han er faldet rigtig godt til her. Jeg tror, det er fordi, han har sådan en stille og rolig tilgang til tingene, og man kan snakke med ham om, hvordan vi får lavet ændringerne i praksis, forklarer Jens Madsen, som mener, han har fået meget ud den svineinspirerede rådgivning.
Det redder ikke verden
Chefkonsulent ved Heden og Fjorden, Mette Fjorside, forklarer, at man for alt i verden ikke må tro, at »staldcoachen« er en person, som kan komme og »redde verden«.
Hun pointerer, at det blot er en person, der er helt nede på jorden, og som stille og roligt kan give nye øjne på bedriftens rutiner:
- Alle kan have glæde af nye øjne på bedriften. Og der kan også være perioder med større behov for ledelsesmæssig støtte. Det kan for eksempel være i tilfælde af en byggesituation, som lægger stort beslag på ejerens opmærksomhed, forklarer Mette Fjordside.






































