Mange landmænd døjer stadig med dårlig forbindelse
En undersøgelse viser, at mange danskere har adgang til hurtige bredbåndsforbindelser, men ifølge L&F er der dog stadig lang vej igen
Erhvervs- og Vækstministeriet har netop offentliggjort en undersøgelse, som viser, at 65 procent af danskerne har adgang til bredbåndsforbindelser på 100 Mbit eller derover, hvilket er en fremgang på 27 procent i forhold til 2011.
Hos Landbrug & fødevarer (L&F) ser man positivt på den udvikling. Men man peger samtidigt på, at der er lang vej igen, før der er tilstrækkeligt bredbåndsforbindelse i hele landet.
- Det er naturligvis positivt, at udviklingen går i den rigtige retning. Men der er stadig lang vej, inden vi er i mål i forhold til bredbåndsindsatsen. 45 procent af alle danskerne har stadig ikke adgang til de hurtige forbindelser. Og i yderområderne er der en række husstande og virksomheder, der kun kan få forbindelser på en-to Mbit – nogle er endog nede på en halv Mbit, siger erhvervspolitisk chef i L&F Jannik Bay i en pressemeddelelse.
Han konstaterer, at der i dag skal et vist antal Mbit til at klare de indberetningskrav, som Fødevareministeriet stiller til landbrugserhvervet. Desuden er hurtige internetforbindelser en nødvendig forudsætning til eksempelvis malkerobotter.
- Ulige adgang til internet giver ulige markedsvilkår. Der bør som absolut minimum være adgang til en hastighed på fire-fem Mbit i yderområderne, så erhvervet kan overholde lovgivningsmæssige krav om indberetning med videre. Denne adgang bør etableres hurtigst muligt, lyder det fra Jannik Bay.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.




































