På Danish Crowns slagteri i Herning er medarbejderne i fuld gang med produktionen af julens flæskestege.

Samtidig har slagteriet taget en ny, fuldautomatisk maskine i brug, der efter sigende gør det noget nemmere at få sprødt svær juleaften.

- Vores egne kokke har testet kvaliteten af ridserne, inden vi for alvor tog den i brug, og deres tilbagemeldinger var udelukkende positive. At maskinen så samtidig letter arbejdet og forbedrer arbejdsmiljøet er helt fantastisk, lyder det fra fabrikschef Kaj Meldgård fra Danish Crown i Herning.

Ifølge Danish Crown er definitionen på perfekte ridser i en svinekam, at de skal være så dybe som muligt – uden at der er ridset igennem til kødet.

Det er DMRI, Teknologisk Institut, der har udviklet kamridseren.

Hos Danish Crown i Herning slagter man over 30.000 svin om ugen, hvilket kan give op til 100.000 flæskestege.