Fødevarestyrelsen har udarbejdet en rapport om indhold af kobber og zink i svinefoder gennem en femårig periode.

Rapporten viser, at niveauet af kobber og zink i dansk svinefoder ikke altid er inden for det tilladte.

Resultater fra fem år viser blandt andet, at 20 procent af det smågrisefoder, der bliver blandet på landbrug, indeholder for meget zink. For zink er det oftest i netop smågrisefoder, der er fundet overskridelser.

Overskridelsen af grænseværdien af kobber var hyppigst i foder til andre kategorier af svin end smågrise.

Ifølge Fødevarestyrelsen viser resultaterne, at det specielt er på landbrugene, der er problemer med at blande foderet korrekt.

Fødevarestyrelsen peger på, at udledning af kobber og zink kan belaste miljøet.

Derudover tyder det på, at kobber og zink kan have en betydning for forekomst af antibiotikaresistens i jordbakterier, og der er yderligere indikationer på, at zink i foder kan udgøre en risiko for udvikling af antibiotikaresistente bakterier hos dyr.