Nye produktlanceringer skal i det kommende års tid øge Arlas indtjening på økologi
Økologisk, dansk mælkepulver og modermælkserstatning fra
Arla har fundet vej til de kinesiske butikshylder. Det er blot et af en række
nye økologiske eksporttiltag fra den danske mejerigigant.
Arla forventer blandt andet at kunne begynde at eksportere
økologisk UHT-mælk – som er langtidsholdbar mælk – fra Danmark og Tyskland til
Kina.
Samtidigt forbereder Arla også nye økologiske tiltag på
det tyske marked.
- I dag går det meste af den økomælk, vi eksporterer til
Tyskland, til butikkernes egne varemærker. Vores ambition er at lancere en række nye økologiske produkter i Tyskland under Arlas eget navn og varemærke i anden halvdel af 2013. Både inden for friskmælk, ost og på længere sigt smør. Interessen for økologiske mejeriprodukter er stigende i Tyskland, siger Arlas koncerndirektør for det tyske marked, Tim Ørting Jørgensen.
Eksporten til Tyskland er fordoblet på fire år
Siden 2008 er Arlas eksport af økologisk mælk til Tyskland
fordoblet til knap 125 millioner liter. Det svarer til en tredjedel af Arlas
danske økomælk.
Arla har endnu ikke et overblik over, hvor store mængder den
økologiske eksport til Kina ender på, men forventer at etablere en langsigtet
eksport af økologiske produkter til landet
I 2012 regner Arla med at
indveje 355 millioner kg økologisk mælk i Danmark, 292 millioner kg økologisk mælk i Sverige, 52 millioner kg økologisk mælk i
Tyskland samt 12 millioner kg økologisk mælk i Holland.