Lavere dødelighed hos kalve end nogensinde
For første gang er kalvedødeligheden blandt kalve, der er under en måned gamle, nået under fire procent
Det er et målrettet arbejde hos danske kvægbrugere, der nu for første gang har sendt kalvedødeligheden ned under fire procent. Det oplyser Landbrugsinfo.dk.
Faldet i dødeligheden gælder næsten alle racer – DH, RDM, Jersey og krydsningskalve.
Det er ifølge Landbrugsinfo især Jersey, der har opnået gode resultater. Racen havde omkring årtusindskiftet en dødelighed på 10-11 procent inden for den første levemåned. Den tilsvarende dødelighed er nu nede på seks procent. Jersey er dog fortsat den race, der har den højeste dødelighed for både tyre- og kviekalve.
Vinteren er hård for kalvene
For alle racer udgør vinterperioden den største udfordring. Ofte er dødeligheden dobbelt så høj om vinteren som i sommerperioden.
Landbrugsinfo.dk påpeger, at det kan være svært at undgå, at dødeligheden stiger i løbet af vinteren, men nogle problemer kan forebygges ved blandt andet at sikre kalvene rigeligt med mælk og foder af god kvalitet samt et tørt og trækfrit miljø i de kolde måneder.





































