- Landbruget i Østdanmark har en anderledes karakter end resten af landet, indledte formand Poul Fritzner bestyrelsens beretning på Østlige Øers Landboforeningers årsmøde i Sorø mandag, og han fortsatte:

- Den større blanding af små og store brug i bynære områder og tæt på hovedstaden er afsættet for den samlende politiske indflydelse, som er ØØLs formål.

I beretningen brugte han blandt andet dette til at understrege, at området har landmænd, som virkelig har behov for finansiel hjælp efter de forskellige bankkrak. Han håbede, at Landbrugets Finansieringsbank kunne behandlende nødstedte landmænd mindre ydmygende, end han havde oplevet fra Finansiel Stabilitets side.

Stadig behov for ØØL?

Dirigenten John Nielsen åbnede debatten af formandens beretning med spørgsmålet om der stadig var behov for ØØL, som en overliggende organisation på de lokale landboforeninger.

Debatten bekræftede imidlertid kun at ØØL var nødvendig og at det politiske arbejde blev gjort godt  - ikke mindst med Poul Fritzner i spidsen. Der var derfor ikke overraskende genvalg til både formanden og næstformand John Nielsen.

Heller ikke det rekordstore underskud i 2011 på 2,17 million kroner gav anledning til negative bemærkninger. Den primære årsag til underskuddet var da også kursreguleringer og ikke foreningens drift.