Gælden pr. bedrift i jordbruget har været stigende i de seneste fire år, og er i gennemsnit blevet 1,7 millioner kroner højere siden 2008. Det oplyser Danmarks Statistik.

Tal herfra viser også, at gælden steg med 126.000 kroner til 10,4 millioner kroner i gennemsnit pr. bedrift i 2011.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes den højere gæld, at bedrifterne i perioden siden 2008 er blevet større – både hvad angår dyreenheder og det dyrkede areal – samt, at der har været behov for finansiering af løbende underskud på driften.

Statistikken dækker bedrifter med mindst 10 hektar, eller en produktion med en minimumsomsætning på knap 112.000 kroner.

Samlet set faldt gælden inden for jordbruget imidlertid fra 344 milliarder kroner til 338 milliarder kroner. Udviklingen skyldes, at der er blevet omkring 1.000 færre bedrifter.