DI: Fjern fedt-, sukker og NOx-afgift nu

Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, talte dunder til politikerne under organisationens topmøde tirsdag

1.100 topchefer og politikere - herunder statsministeren og Venstres formand – er tirsdag i København til topmøde hos Dansk Industri.

De kunne for nogle timer siden alle lægge øre til en tale fra DI's direktør Karsten Dybvad, der kraftigt kritiserede det danske afgiftsniveau.

- Smertegrænsen for skatter og afgifter herhjemme er nået. Derfor skal regeringen allerede i år beslutte at sænke skatter og afgifter med fire milliarder kroner. Til en start skal NOx-afgiften væk. Det samme gælder fedtafgiften og sukkerafgiften, sagde Karsten Dybvad i sin tale på topmødet og fortsatte:

- Og det er kun begyndelsen. Hvert eneste år skal politikerne sænke de mest skadelige skatter og afgifter med 4-5 milliarder frem mod 2020. Det vil bringe Danmark ned på det næsthøjeste skattetryk i verden, tilføjee Karsten Dybvad.

Han forklarede, at når Danmark er et af verdens dyreste lande at producere i, skal vi også være et af de mest produktive, og det er vi ikke i dag.

- I over 15 år har vi ladet andre lande hale ind på os. Ikke bare lande som Korea og Kina, men også vores allernærmeste naboer – Sverige og Tyskland. Det tab skal vi have indhentet. Derfor har vi i DI nu sammensat et produktivitetspanel, der består af danske topchefer, der véd, hvor skoen trykker. Den viden og de erfaringer skal i spil i andre virksomheder og i den offentlige sektor, sagde Karsten Dybvad.

Læs også