Ida Auken (SF) mødes torsdag med en lang række eksperter og organisationer for at drøfte fremtidens vandplaner
Torsdag går miljøminister Ida Auken i dialog med grønne organisationer, landbrugsorganisationer, vandværksfolk og eksperter, når der på Lykkesholm Slot indledes topmøde om vandplaner.
Topmødet varer i 24 timer, og efter planen skal deltagerne komme med ideer til ti nye måder at nå en bedre vandkvalitet. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg vil gerne have interessenterne op af skyttegravene. På mødet skal vi sammen finde frem til nye veje at mindske forureningen på. Veje, som også er økonomisk farbare, lyder det fra Ida Auken i pressemeddelelsen.
- Jeg er helt åben over for hvilke virkemidler, der tages i brug i 2. generationsvandplanerne. De skal bare virke. De skal gøre vandet renere og leve op til miljømålene, men uden at vælte flere omkostninger over på skatteborgerne, tilføjer hun.