Søren Christensen, der er formand for Vestjysk Landboforening, opfordrer til dialog i stedet for randzonekrig
Ingen taler sammen længere i virkeligheden, og i den politiske verden er der ikke forståelse for at lytte til fagligheden.
Det mener i hvert fald formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.
- Randzonekrigen hænger mig – og mange andre – langt ud af halsen. Alt ender i retssager. Jeg er rent ud sagt så hamrende træt af at skælde ud på systemet, siger Søren Christensen i en pressemeddelelse.
Formanden mener, at der i den politiske verden mangler forståelse for at lytte til fagligheden:
- Den skrigende mangel på initiativ til at finde på gode løsninger er et af de allerstørste problemer, vi her i landbruget har at slås med i nyere tid, konstaterer han.
Holder informationsmøde
Søren Christensen opfordrer derfor nu sine kolleger til at møde op, når Vestjysk Landboforening holder informationsmøde. Mødet finder sted den 29. august klokken 19.00 i forsamlingshuset i Højmark.
- Om det så er for at få luft for sin frustration eller for at få den seneste info om, hvad der er et vandløb og hvad der er en grøft, så er det vigtigt, at vi får gjort alle det helt klart, at hver eneste landmand selv skal sikre at have sit vandløb tegnet ind på kortet, siger Søren Christensen.
Ifølge Søren Christensen deltager blandt andre viceformand for Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen.