Heden fylder 50 år

Onsdag den 15. august markeres etableringen af Heden Maskinforretning, hvor stifterne Else og Kai Kristiansen stadig er aktive hver dag.

Den 15. august 1962 fik Kai Kristiansen næringsbrev på, at han måtte starte med at sælge landbrugsmaskiner fra husmandsstedet, som han og hustruen Else netop havde købt i den lille, midtfynske landsby, Heden.

Her præcist 50 år senere ligger samme sted en stor moderne maskinforretning med over 60 ansatte. Men hvor både Else og Kai Kristiansen stadig er aktive hver eneste dag, og hvor forretningen stadig er i familiens eje.

Begge møder de fortsat klokken otte, og arbejder hver formiddag. Efter behov, eller hvis der ikke er kortspil eller andre gøremål, også somme tider efter middagspausen hjemme i villaen i byen.

Sammen med datteren Lone er Else blandet andet ansvarlig for regnskabet i alle afdelinger, hvor kreditorer og debitorer følges dagligt. Hver morgen åbner Else også posten, mens Kai sorterer og fordeler den.

Kai har ansvaret for firmaets forsikringer, alle afdelingers forbrugsafgifter samt løser praktiske opgaver, for eksempel at bringe reservedele til Bøjden-færgen til brug i Stevning-afdeling, indregistrering af traktorer m.m.

 

Tidligt generationsskifte

Her, hvor Heden Maskinforretning kan fejre 50 års jubilæum, har den daglige ledelse i over 20 år ligget i hænderne på parrets søn, Lars Kristiansen.

- I min studietid lå det i kortene, at jeg en dag skulle hjem og tage over. Men kun, hvis jeg havde lyst. Det var på intet tidspunkt et krav, men for mig en naturlig ting, da vi var født op med maskinerne og forretningen, og altid har hjulpet til.

Allerede i 80'erne blev der nemlig tænkt på generationsskiftet i familien, og tidspunktet kom i 1991, hvor Lars Kristiansen som uddannet maskiningeniør havde job i udviklingsafdelingen hos den daværende Kverneland-fabrik i Fraugde.

 

Familieforhold

Lars Kristiansen har den bestemmende del af aktierne i Heden Maskinforretning A/S, mens tvillingesøsteren Lone, der arbejder i bogholderiet og lillesøster Hanne, der er praktiserende læge i Odense, har hver knap 25 procent. Forældrene har i dag de sidste fem procent, som en dag overgår til sønnen, som dermed får majoriteten.

- Vi kender alle vore roller og respekterer hinanden. Det er vi vokset op med og bevidste om, lyder det samstemmende fra de tre søskende.

Og for Else og Kai Kristiansen, der er henholdsvis 79 og 81 år, er det en dejlig måde at blive gamle på.

- Det er faktisk som hos vore kunder i landbruget. Mens de unge tager over, følger vi stadig med i driften, give besyv med og har lov til at hjælpe til. Det er bare herligt og nærmest som at have guldbryllup for anden gang, lyder det fra virksomhedens stiftere, der i sagens natur glæder sig ekstra meget til markeringen af jubilæet med receptionen på selve 50 års dagen fra kl. 11 til 14.

 

 

Heden fortsat inde i varmen

- Vi vil være her også i fremtiden, understreger direktør Lars Kristiansen forud for maskinforretningens markante jubilæum.

I forbindelse med 50 års jubilæet har Heden Maskinforretnings udsendt en 32 siders avis. Udover præsentationen af den store virksomhed og dens fundament af et stærkt maskinprogram og serviceapparat vil læsernes indtryk utvivlsomt være en bundsolid landbrugsmaskinforretning med stærke familietraditioner og værdier, som mærkes helt ud i fingerspidserne på staben af dygtige og mange erfarne medarbejdere.

På de 50 år har virksomheden været en markant samarbejdspartner med det fynske landbrug og de seneste femten år også i det sønderjyske med overtagelsen af forretningen i Stevning på Als.

    

 

Omstillingsparat

- Opgaven og udfordringen er at omstille os til den stadige strukturudvikling i landbruget. Men vi vil også være med fremadrettet, og her er redskaberne en optimal service til kunderne, gode produkter og leverandører, dygtige medarbejdere og evnen til at tjene penge. Samt ikke mindst værne om vore værdier, understreger direktør Lars Kristiansen, der som et afgørende redskab i dagligdagen har en stærk tro på personalet gennem udstrakt uddelegering af ansvaret og opgaverne.

Men fremadrettet ser han også andre muligheder for virksomheden.

- Vi har naturligvis øje for udvidelser både geografisk og aktivitetsmæssigt. Og udover landbruget som primærområde sætter vi nu med øget fokus på relaterede brancher som den grønne sektor, fortæller direktøren i den jubilerende maskinforretning.

 

 

Heden Maskinforretning

Historien kort:

Maskinforretningen etableres 15. august 1962 på husmandsstedet i Heden af Else og Kai Kristiansen.

Fra starten forhandles Bukh traktorer og Vety mejetærskere. I 1968 kommer Dronningborg-forhandlingen til, og i 1970 forhandlingen af Massey Ferguson. Samtidig opføres nyt værksted på 1000 m2 på modsat side af vejen. I 1981-82 fås sideløbende forhandling af Fortschritt mejetærskere og Deutz-Fahr traktorer, og fra 1989-1994 sælges Claas mejetærskere.

I 1997 købes maskinforretning i Stevning på Als og året efter forretningen i Rudkøbing. Begge steder etableres afdelinger.

Heden Maskinforretning bliver i 2003 AGCO-center med forhandling af Fendt tillige med Massey Ferguson og de øvrige AGCO-produkter.

Virksomheden i dag:

Heden Maskinforretning A/S er som i alle 50 år familieejet. Direktør Lars Kristiansen har godt 45 procent af aktierne, hans to søstre Hanne og Lone hver 25 procent, mens Else og Kai Kristiansen har de resterende knap fem procent.

I Heden rådes over 7.700 m2 bygninger og tre hektar udenomareal. I Stevning på Als er afdelingen på 3.300 m2, og i et lejemål i Rudkøbing er også etableret en afdeling. 47 er ansat i Heden, 11 i Stevning og fire medarbejdere er tilknyttet afdelingen på Langeland.

Læs mere i jubilæumsavisen og på www.heden-fyn.dk

    

Læs også