Positive tilkendegivelser om opbakning til Brahetrolleborg Hesteskue.
- Vi regner bestemt med, at der som sædvanlig bliver hesteskue på Brahetrolleborg i år.
Det siger Brahetrolleborgforeningens formand, Inge Lise Ulrich, efter at foreningen har fået forhåndstilkendegivelser fra en række avlsforbund om at deltage i årets Brahetrolleborg Hesteskue, lørdag den 21. juli.
Som tidligere omtalt har Dansk Varmblod region 3 besluttet at flytte sit følskue fra Brahetrolleborg Hesteskue, hvor det har været en fast bestanddel gennem de seneste ca. 30 år.
Da følskuet tegnede sig for langt det største antal af de fremstillede dyr, er flytningen en udfordring for Brahetrolleborgforeningen, men åbner samtidig nye muligheder. I den forbindelse har foreningens bestyrelse indbudt de øvrige avlsforbund til at deltage på Brahetrolleborgskuet - og havde anmodet om forhåndstilkendegivelser senest 16. april.
Positive tilkendegivelser
På et planlægningsmøde den 18. april kunne bestyrelsen konstatere, at der var kommet forhåndstilkendegivelser fra Miniatureheste, Welsh Pony & Cob, Fjordheste, New Forest, Shetlandsponyer og Dartmore - i alt foreløbig omkring 30 heste. Derudover forventes det, at de racer, som plejer at udstille på Brahetrolleborg, Frederiksborg, Oldenborg og Dansk Varmblod, tilsammen stiller med ca. 20.
Dermed ser det ud til, at det vil blive muligt at nå de omkring et halvt hundrede heste, som bestyrelsen har sat som et realistisk minimum for, at Brahetrolleborg Hesteskue nummer 113 kan gennemføres.
Der er stadig åbent for, at alle hesteracer kan deltage. Samtidig er sidste frist for tilmelding ændret til 20. juni.
- I bestyrelsen har vi besluttet, at vi tror på det. Derfor går vi i gang med planlægningen af Brahetrolleborg Hesteskue 2012, med bedømmelser om formiddagen og underholdning om eftermiddagen, siger Inge Lise Ulrich.