Omkring 100 minkavlere, der gerne vil udvide, har sager liggende i Natur- og Miljøklagenævnet i øjeblikket. Det frustrerer også Økologisk Råd, der har indbragt en stor del af sagerne for nævnet.
I Effektivt Landbrug i lørdags vurderede pelsdyravlernes formand, Tage Pedersen, at der er i øjeblikket ligger omkring 100 sager om minkavlere, der gerne vil udvide, og samler støv i Natur- og Miljøklagenævnet.
Rundt omregnet til kroner og ører betyder det, ifølge pelsdyravlernes formand, at Danmark går glip af eksportindtægter for op mod en halv milliard kroner, da minkbranchen i øjeblikket er begunstiget med rekordhøje priser.
En stor del af sagerne, der ligger og venter på behandling, er indklaget af Det Økologiske Råd. Herfra lyder det fra landbrugsfaglig medarbejder, Hans Nielsen, at man finder det dybt beklageligt, at klagesagerne i Natur- og Miljøklagenævnet trækker ud i årevis.
- Men de startede jo med at tage kvægsagerne. Så gik de til svin og kyllinger, og nu er de så gået til minken. Her er de kommet med afgørelser på de små minkfarme, men de mangler stadigvæk en principiel afgørelse på de store minkfarme, og hvad der skal til der for at opfylde kravene til bedst anvendelig teknik (BAT-kravene, red.), siger Hans Nielsen.
Er ikke fair
Flere minkavlere har i den sidste tid rettet et skarpt angreb på netop Det Økologiske Råd for at bremse udvidelserne på minkfarmene. Ifølge Pelsdyravlerforeningens formand, Tage Pedersen, er der dog ikke nogen grund til at bebrejde foreningen.
- Man kan vel ikke bebrejde nogen for at klage, hvis de føler, at de har en grund til det. Det er vel fair nok. Men man kan sagtens bebrejde, at klagerne ligger i klagenævnet i årevis. Det synes jeg ikke er fair, sagde pelsdyravlernes formand således til Effektivt Landbrug kort før påske.