Virksomheden AM Entreprise ved Ribe har mange specialer indenfor have- og anlæg, nybyggeri i landbruget og nedbrydning og knusning af gamle bygninger og anlæg - og kunderne er fordelt på hele Danmarkskortet.
Det er blot tre år siden, at Allan Madsen startede op fuldtids med sit firma AM Entreprise, der har base ved Ribe, men har kunder over hele landet. Det skete efter nogle år som delvist selvstændig og delvist ansat.
- I 2005 startede jeg eget firma og arbejdede delvist som ansat. I 2009 overtog jeg entreprenørdelen i det firma jeg var ansat i, forklarer Allan Madsen om baggrunden for at blive selvstændig med AM Entreprise. En virksomhed der er vokset til nu ni medarbejdere med Allan selv.
Han og to af dem, anlægsgartner Bent Pedersen, og brolægger Henry Bruun er for tiden i fuld gang med anlægsarbejdet omkring et nyt ABC Supermarked i Brædstrup, der efter planen skal være klar i slutningen af april.
- Vi har blandt andet både ABC, SuperBest og Coop blandt vores kunder. Men vi har også mange private opgaver indenfor have og anlæg samt nybyggeri i landbruget, forklarer Allan Madsen, mens han viser rundt på byggepladsen
AM Entreprise udfører også forskellige former for nedbrydnings- og knusningsopgaver.
- Lige nu er vi i gang med at brække en gård ned nord for Varde, forklarer Allan Madsen, der tilføjer at man indenfor landbruget også har en del opgaver med støbning af silobunde.
Travlt forår
Foråret er en travl tid - og foråret 2012 er ingen undtagelse hos AM Entreprise.
- Foråret er godt i gang og ser godt ud, konstaterer Allan Madsen om de opgaver der allerede er i hus.
Han tilføjer at 2011 også blev et godt år og 2012 forventes at blive mindst lige så godt. Og Allan Madsen har også planer for fremtiden:
- Jeg ville gerne om vi kunne vokse lidt mere til en 12 - 15 mand i firmaet. På den måde kunne jeg tid til andre ting - blandt andet bruge mere tid på nye kunder, siger Allan Madsen, der tilføjer at man råder over seks gravemaskiner fra 0,8 - 22 ton, samt en række andre maskiner, der alle også lejes ud uden fører.