Mortalin fik glæde af temadag

Mortalin blev mødt af nysgerrige kunder og samarbejdspartnere, da virksomheden for nylig afholdt temadag i Bjæverskov Forsamlingshus.

Hvis man i Bjæverskov Forsamlingshus eventuelt havde rotter på loftet, var der for nylig mulighed for, at få gjort noget ved problemet. Mortalin, som er eksperter i skadedyrsbekæmpelse, afholdt nemlig temadag i forsamlingshuset.

Marketingschef for Mortalin, Per Aaskov Nielsen, var efterfølgende tilfreds. Temadagen, med undertitlen skadedyrbekæmpelse med omtanke, resulterede i omkring 50-60 besøgende, og det har givet gode muligheder for netværk.

- Vi begyndte egentlig temadagen i Århus i maj, hvor vi havde omkring 30-40 besøgende, og i forlænges af den oplevelse tænkte vi på at lave samme temadag her på Sjælland, siger han.

Kundekontakt
Årsagen til temadagen er klar.

- Grunden til at vi stablede denne temadag på benene skyldes ganske enkelt, at vi i vores daglige arbejde ikke altid har den tid med vores kunder og samarbejdspartnere,som vi gerne vil have, forklarer han og forsætter.

- Det handlede om at lave en hyggelig dag, hvor vi havde muligheden for at fortælle om vores produktudvikling som mange slet ikke er bekendt med. Vi udvikler os hele tiden og vores nyeste produkter eller opfindelser om man vil forsøger vi at gøre opmærksom på under sådan et arrangement, fortæller Per Aaskov Nielsen.

Nye opfindelser
Blandt de mange nye produkter var blandt andet WiseBox. Her kravler rotten ind i et hul i boksen, der eventuelt kan stå op af husmuren. En censor registrerer bevægelsen og rotten får dernæst stød og bliver efterfølgende automatisk lagt i en pose. Aflivning er human og fælden er ligeledes hygiejnisk, forklarer Per Aaskov Nielsen. Samtidig er boksen drevet af et lille solpanel, hvilket gør det nemmere at flytte rundt på boksen.

De besøgende havde mulighed for at få en snak med flere eksperter om alt lige fra kvalitetsinspektion, varmebehandling til awarenesskurser og fuglesikring.

Arrangementet var, ifølge Per Aaskov Nielsen, en succes der betyder, at der også kommer et arrangement næste år.

- Vi har haft en velbesøgt temadag, som fortæller os at folk er interesseret i, hvad vi laver. Derfor er det ikke utænkeligt, at vi stabler en temadag på dagen næste år, fortæller Marketingschef for Mortalin, Per Aaskov Nielsen.   

Læs også