New Holland viser en række nye produkter ved Agritechnica. Blandt andet lanceres en ny T5 traktorserie og en opdateret T6 serie med nye motorer.
New Holland har på Agritechnica i Hannover løftet sløret for en helt ny traktorserie.
Den nye T5 serie rummer tre modeller, nemlig T5.95, T5.105 og T5.115. traktorerne ligger i intervallet fra 99 - 114 hestekræfter.
Traktorerne er udstyret med 3.4 liter common rail motor. Emissionskravene Tier 4A overholdes ved hjælp af recirkulation af udstødningsgassen.
Den nye serie er udstyret med 24x24 Dual Power Transmission og elektronisk vendegear. Derudover er der elektronisk lift-kontrol på traktorerne.
Ny kabine
- Serien er oplagt som frontlæssertraktor til eksempelvis kvægfolk, der har brug for en snild og meget manøvredygtig traktor til læsning af foder eller andre lignende opgaver. Den er ideel til opgaver, hvor der er behov for en læssetraktor med lav højde, fremhæver Jimmie Vestergaard, produktchef hos New Holland, og tilføjer, at traktorerne som noget nyt nu kan leveres med fabriksmonteret frontlæsser.
- Derudover er den nye serie udstyret med en helt nyudviklet kabine, der forøger udsynet og mindsker støjniveauet i traktoren. Endelig kan traktorerne leveres med frontlift og front-pto, fortsætter han.
Nye motorer
New Holland præsenterer også en opdateret T6-serie, som har fået nye motorer med SCR-teknologi, så Tier 4A kravene overholdes.
- Serien består nu af syv modeller hvor den største er på 173 hestekræfter, oplyser Jimmie Vestergaard.
Både de nye T5 modeller og T6 modellerne med nye motorer kan ifølge Jimmie Vestergaard leveres i løbet af første kvartal 2012.