I helsidesannoncer i både Effektivt Landbrug, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten markerer Bæredygtigt Landbrug i dag, at det nu er præcis 25 år siden, at DR's TV Avisen valgte at bringe et kritisk indslag om vandmiljøet.

Et indslag som af mange, inklusiv Bæredygtigt Landbrug, betragtes som den direkte årsag til vandmiljøplan 1.

I TV Avisens studie sad søndag 19. oktober 1986 daværende direktør for Danmarks Naturfredningsforening, David Rehling sammen med DR-journalisten Mogens Berendt og daværende fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K).

Få dage forinden havde man bragt en historie om seks døde hummere, som var fundet i Kattegat nord for Sjælland. Med sig i studiet havde David Rehling medbragt en sekspunkts-plan. I den plan gjorde man landbruget til skurken for de seks døde hummere, da man mente, at det var landbrugets kvælstof, som havde taget livet af hummerne. Planen viste sig senere at danne grundlag for Vandmiljøplan 1.

- Det var i den grad et bedrag af det danske folk og politikere. Historien er jo, at der var et historisk lavt indhold af kvælstof i Kattegat dengang, siger Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Storbyen var skyldneren
Han mener, at det i 1986 havde været mere interessant at se på, at Københavns Kommune dengang ikke havde noget spildevandsanlæg, og ikke havde haft det på noget tidspunkt.

- Siden 2. verdenskrig havde Københavns Kommune udledt omkring 40 mio. ton spildevand i Øresund, som med strømmen drev videre til Kattegat. Lokale fiskere udtalte også, at der lugtede af kloak derude, og at der ikke kunne trives nogle bunddyr, siger Vagn Lundsteen.

Han fortæller, at der dengang kunne findes tungmetaller, medicinrester og alle mulige former for miljøfremmede stoffer i Kattegat. Københavns Kommune var dermed skyldneren for de seks døde hummere. Det var ikke landbrugets kvælstof.

- Danmarks Naturfredningsforenings seks-punkts-plan blev fuldstændig ukritisk brugt som grundlag for vandmiljøplan 1. Siden fulgte den næste og den tredje vandmiljøplan og senest Grøn Vækst, siger Vagn Lundsteen.

Ingen effekt
Planerne har alle det til fælles, at de vil begrænse landbrugets kvælstof. Noget som Bæredygtigt Landbrug siden foreningens start har haft som hovedformål at bekæmpe. Her mener man nemlig ikke, i modsætning til en lang række af eksperter i eksempelvis Danmarks Miljøundersøgelser, at landbrugets kvælstof har noget at gøre med vandmiljøets tilstand.

- Det er jo interessant, at selvom vi på 24 år har halveret landbrugets udledning af kvælstof, så har man ingen steder kunne se nogle positive effekter på vandmiljøet, lyder det fra Vagn Lundsteen, der med den nye hjemmeside, som i dag er gået i luften, håber at kunne få startet den debat, som han mener burde været gået i gang allerede for 25 år siden.