EU vil booste bredbånd for 69 milliarder kroner
Alle i EU skal mindst have 30 megabit-bredbåndsforbindelse i 2020, lyder forslag fra EU-Kommissionen, der fremlægges i morgen.
EU-Kommissionen fremlægger i morgen et forslag om, at der skal investeres 9,2 milliarder euro - svarende til 69 milliarder kroner - i udviklingen af bredbåndsinfrastrukturen i EU.
Ifølge forslaget skal investeringerne sikre, at hver en afkrog i fællesskabet som minimum har 30 megabit-bredbånd i 2020. Og hver anden europæer skal have 100 megabit-forbindelse på samme tid.
- Europa har brug for hurtige bredbåndsforbindelser for at kunne være konkurrencedygtig og skabe flere jobs og velstand i fremtiden, siger en EU-talsmand til britiske BBC.
Vil skabe øget omsætning
Ifølge talsmanden vil hver euro, EU investerer i bredbånd, generere yderligere omsætning for mellem 6 og 15 euro.
De mange milliarder skal komme fra en ny EU-fond kaldet Connecting Europe Facility (CEF). CEF skal sikre, at Europas teleselskaber kan og vil investere penge i tele-infrastruktur i unionens landdistrikter og ikke kun i storbyerne.
EU-Kommissionen håber, at bredbåndsmilliarderne samlet vil trække private og nationale investeringer på mindst 50 milliarder euro - svarende til 375 milliarder kroner - med sig i medlemslandene.
Formanden for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, er ikke i tvivl. Danmark skal have fingre i de 69 EU-milliarder, der frem mod 2020 skal investeres i bredbåndsteknologi i Europa, hvis det står til EU-Kommissionen.
- Sidst, der var bredbåndsmilliarder på spil, snorksov vi i Danmark. Og for et år siden lovede den daværende videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K), os, at den fejl ikke skal gentage sig.
- Nu vil vi selvfølgelig holde den nye regering - og ikke mindst landdistriktsminister Carsten Hansen (S) - fast på, at vi skal have andel i de nye bredbåndsmidler, som EU stiller i udsigt, siger Carsten Abild.
Så vigtigt som el og vand
Han vurderer, at hurtigt og stabilt bredbånd på landet er ligeså nødvendigt som kloakering, el og vand.
- Det er simpelthen knald eller fald for landdistrikterne det her. Hurtigt bredbånd er en livsnerve for mennesker på landet. Og fra EU-Kommissionens side er forslaget en klar tilkendegivelse af, at man vil gøre en indsats for, at folk ikke flytter til byerne, fordi udviklingen på landet står stille.
Både virksomheder og de mennesker, der bor på landet, har krav på og brug for de muligheder, den nyeste teknologi giver, pointerer Carsten Abild.
- Og med moderne fjernundervisning og ikke mindst med mulighederne indenfor moderne telemedicin er det helt, helt afgørende, at vi fra dansk side er opmærksomme på de støttemuligheder, EU lægger op til. Og det vil jeg selvfølgelig fortælle de ansvarlige ministre, slutter Carsten Abild.




































