JF-Stoll og Lemken er blevet enige om at stoppe samarbejdet på det danske marked pr. 1. oktober 2011. Begge selskaber fortsætter hver for sig.
Det mangeårige samarbejde i Danmark imellem de to maskinfabrikanter JF-Stoll og Lemken ophører til oktober i år.
De to selskaber er efter fælles overvejelser blevet enige om fremover udelukkende at koncentrere sig om salg af deres egne produkter på det danske marked. Det fremgår af to pressemeddelelser, som selskaberne udsendte i går.
Vækst og strategi
JF-Stoll vil efter bruddet iværksætte en ny vækst- og strategiplan, der betyder mere fokus på udvikling og salg af virksomhedens egne produkter.
Det skal sikre virksomheden en markant vækst frem mod 2015. En væsentlig del af den nye vækst- og strategiplan vil være at gennemføre en mere fokuseret strategi, hvor flere ressourcer bruges på udvikling og markedsføring af virksomhedens egne produkter frem for distribution af andre virksomheders produkter, oplyses det.
Ekstra sælger
For at gennemføre en succesfuld implementering af de planlagte initiativer øges salgsstyrken på flere af virksomhedens hovedmarkeder, herunder det danske.
JF-Stoll har derfor pr. 1. september udvidet den danske salgsorganisation med en ekstra sælger, som primært skal betjene kunder i det nordlige Jylland, et område med mange kvæglandbrug hvor JF-Stoll traditionelt har store markedsandele.
Som ny sælger er ansat Søren Holm (35). Han er bosat i Aars i Himmerland og er uddannet landbrugsmaskinmekaniker, men har de seneste fem år været ansat som sælger i en af områdets maskinforretninger.
Lemken Skandinavien
Den 1. oktober 2011 begynder Lemken Skandinavien med sæde i Danmark sine aktiviteter. Dermed får Lemken eget salgsselskab i Danmark.
Med den beslutning viderefører Lemken sin strategi, der går ud på at være repræsenteret i de vigtigste europæiske lande via egne salgsselskaber for bedre og hurtigere at kunne reagere på markedets behov.
Salgschef for Lemken i Danmark bliver Anders Bruun Rasmussen, der allerede har mange års erfaring med salg af Lemken produkter i Danmark. Lemken Skandinavien omfatter også Sverige og Norge, hvor Johan Bawelin i flere år har haft stor succes som salgschef for Lemken.
I Danmark har Lemken i mange år været repræsenteret gennem JF-Stoll med et landsdækkende distributionsnet.
Lemken beskæftiger mere end 1.100 medarbejdere på verdensplan og har en omsætning på over 200 Millioner euro.