Klar til Fyns største traktortræk

Over 100 traktorer i alle størrelser spændes for slæden lørdag den 10. september ved Rynkeby.

Der bliver fuld fart på en mark på Dalsgyden mellem Urup og Rynkeby på lørdag den 10. september. Her afvikles årets største traktortrækstævne på Fyn med over 100 deltagende traktorer.

Der startes op allerede kl. 8.30 med gratis kaffe og rundstykker, og fra kl. 9 indtager ikke mindre end 35 havetraktorer, minitraktorer og veterantraktorer banen.

Efter vinderne har fået deres pokaler til middag, fortsættes stævnet kl. 12.30 med de helt store standardtraktorer, som vejer op til 13 tons. Eftermiddagen igennem køres ialt seks klasser indenfor standardtraktorer og farmklasse, samt en enkel »Major-klasse«.

Over 70 traktorer i størrelserne fra 3.400 kg til 13.000 kg har her tilmeldt sig fra hele Fyn, og fra Jylland - endda helt fra Aalborg - kommer der flere deltagere.

Endelig vil der dagen igennem også være opvisning af fem såkaldte B-division specialklassetraktorer med op til 2.000 hk, ligesom et par lastbiler sættes for slæden.

Gennemføres trods regn
Det er fjerde år i træk, at der på privat basis afvikles dette store traktortrækarrangement ved Rynkeby, og hvert år er stævnet vokset i størrelse. Således var der sidste år 1.400 tilskuere, og primus motor for arrangementet, Jesper Hansen fra Revninge, håber på endnu flere i år.

- Situationen på markerne i år er ulykkelig med det meget uhøstede korn, men jeg kan garantere, at vi kan køre på vor bane den 10. september. Så sent som i går (i mandags, red.) var jeg en tur rundt på arealet i varevogn uden problemer, lyder det fra Jesper Hansen, der igen i år har en stor stab af hjælpere klar til at tage en tørn før, under og efter traktortrækket.

Han glæder sig over den store forhåndsinteresse fra deltagere over hele landet, og nævner, at terminen er rykket en uge ind i september, for at det ikke ville kollidere med danmarksmesterskabet i traktortræk på Gl. Estrup, som de fleste traktorentusiaster naturligvis ville foretrække.

Pengepræmier
I forhold til sidste år bliver der i år i Rynkeby ud over pokalerne også pengepræmier til vinderne af eftermiddagens klasser. I standardklasserne er der 750 kroner til vinderen, 500 kroner til nr. 2 og 250 kroner til tredjepladsen. I farmklasserne er præmiesummen den dobbelte.

Nyt vil også være en professionel jysk speaker, som vil informere publikum dagen igennem. Endelig er der opstillet en kæmpe hoppeborg til børnene, udformet som en traktor.

Dagen igennem vil frivillige fra Langtved Idrætsforening servere mad og drikke, og dagen afrundes med musik i teltet fra kl. 17.30.

 

Læs også