Arla vil udvide samarbejde med tysk mejerisselskab
Arla vil udvide sit samarbejde med det tyske mejeriselskab DMK til også at omfatte mælkepulver.
Arla og det tyske mejeriselskab DMK har nedsat en arbejdsgruppe, der skal udvikle en forretningsplan for joint venture-produktion af forædlet mælkepulver.
Gruppen skal undersøge fordelene ved at dele og udvide kapaciteten i begge selskaber i lyset af den stigende mælkeforsyning i det nordlige Tyskland og Danmark.
Tidligere på året blev Arla og det tyske mejeriselskab DMK enige om at etablere et joint venture-samarbejde med fælles produktion af valleproteiner.
Både Arla og DMK har mangeårige erfaringer med produktion af forædlet mælkepulver.
I en pressemeddelelse fra Arla lyder det, at begge selskaber er blandt de førende inden for kvalitet og effektivitet, og at begge selskaber har erfarne produktions-specialister og eksperter i global handel med kvalitetsmælkepulver. Derudover har DMK og Arla veludviklede salgs- og distributionskanaler, der komplementerer hinanden godt.
- Vores mål er at skabe en platform, hvorfra vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel på mejeriprodukter på verdensplan. Det vil kræve en meget stor investering, og ved at udbygge dette anlæg sammen med en strategisk partner kan vi opnå en større effektivitet og reducere risikoen for begge virksomheder, siger Arla Foods' adm. direktør Peder Tuborgh.
Fra Dr. Josef Schwaiger, adm. direktør i DMK, lyder det:
- Vi har en effektiv smør- og mælkepulverproduktion på vores anlæg i Hohenwestedt, som vi kan gøre endnu mere effektiv sammen med andre mejeriselskaber. De nødvendige investeringer vil blot udgøre 30 procent af omkostningerne ved at bygge et helt nyt anlæg. Vi har præsenteret dette tilbud for en række mejeriselskaber i Schleswig-Holstein, men reaktionerne har været beherskede.






































