HL11 betyder kundepleje

Maskinforhandleren Bay Christensen fra Rønnede kommer også til Have & Landskab. Messen er nemlig utrolig vigtig for virksomhedens image.

Hos Bay Christensen fra Rønnede går det strygende. Virksomheden har nok at se til, og hver dag byder på nye handler. Alligevel har man ikke for travlt til at deltage i Have & Landskabsmessen i Slagelse.

- Vi skal vise flaget. At være synlig på denne fagmesse betyder ikke noget på den korte bane, men på længere sigt har vi særdeles god erfaring med at deltage, siger sælger for Bay Christensen Hans Beck. Der understreger, at dette er en fagmesse i ordets bedste betydning.

- Her er mange kolleger, og spændende nyheder. Messen er konkret, klar, og har en masse at byde vores erhverv, og det er jeg meget begejstret for.

Har rendegraver med
I forbindelse med fagmessen medbringer Bay Christensen også flere forskellige maskiner. Og blandt produkterne kan man blandt at se New Holland, Giant og Stigamaskiner.

- Vi kommer med produkter i den såkaldte lette afdeling. Hvilket betyder, at vi blandt andet har læssere og rendegravere med op til otte tons. Mange af vores kunder er i dette sammenhæng gartnere, kommuner og mindre entreprenørvirksomheder, og det er som regel maskiner i denne størrelse, de har brug for, fortæller Hans Beck.

Kundepleje er vigtig
Selvom Have & Landskab kun kommer hvert andet år, finder Hans Beck det passende i forhold til blandt andet Roskilde Dyrskue. Og firmaet kommer alligevel ikke bare for at sælge maskiner. Det handler lige så meget om netværk.

- Begge disse begivenheder er uden tvivl de mest centrale messer i Østdanmark for os. Roskilde Dyrskue og Have & Landskab har hver deres charme og nødvendighed, og det er her, vores kunder samtidig forventer at se os.

- For vi sælger ikke meget på standen, men vi har tid til at få den nære kontakt, som er vigtig for vores image og vores kundepleje, forklarer Hans Beck.

Læs også