En nationalpark kan ikke hjælpe Langeland. Det skal langelænderne selv gøre, mener greve Christian Ahlefeldt Laurvig, Tranekær Slot.

- En nationalpark vil måske kunne få lidt flere turister til Langeland, men det vil være i småtingsafdelingen. Det ville have en meget større effekt på øens økonomi, hvis man kunne holde restaurantbesøg og overnatninger momsfri, vurderer den langelandske godsejer, som ikke lægger skjul på, at han grundlæggende er imod nationalparkprojektet.

Langelands store problem er manglen på produktionsarbejdspladser.

- Det er i forvejen vanskeligt at få produktionsarbejdspladser til Danmark, påpeger Christian Ahlefeldt, og hvis jeg var udlænding – eller dansker – og skulle etablere en produktion i Danmark, så ville jeg gå i en stor bue udenom en nationalpark. For hvilke krav vil der blive stillet til produktionen, og hvordan vil udviklingsmulighederne se ud på sigt?

Mange fugle i luften
Selv om Christian Ahlefeldt som ejer af Tranekær Slot ville have gode muligheder for at agere aktivt i en nationalpark, så frister de eventuelle tilskudsmuligheder ikke den langelandske slotsejer.

- Som landmænd ved vi af erfaring, hvad tilskud også gør – de kapitaliserer sig, og det er ikke ønskeligt. Vi vil i virkeligheden helst være fri for tilskud, men vi har bare ikke råd til det. Desuden er det billigt at kræve af andre, at de skal være med i en nationalpark, hvis det ikke koster dem selv noget, og for mig er der ingen tvivl om, at en nationalpark i et eller andet omfang vil komme til at koste lodsejerne en del af deres råderum, selv om tilhængerne påstår, at det bliver frivilligt, om man vil være med til ændringer indenfor nationalparken, siger Christian Ahlefeldt.

- Men, tilføjer han, foreløbig er det ikke vedtaget, hvad en sydfynsk nationalpark skal indeholde, og hvis nationalparken pr. definition ikke betyder nogen ændringer for erhvervslivet, hvad er den så?

- Det er min oplevelse, at nationalparkprojektet er præget af ønsketænkning. Der er mange fugle i luften, men der er ikke nogen, der er landet på taget endnu – og der er slet ikke nogen i hånden, påpeger Christian Ahlefeldt.

Velbegrundet skepsis
Greven på Tranekær er overbevist om, at det vil have en pris for lodsejerne at gå med i en nationalpark.

- Hvis man spørger pengeinstitutterne – og det synes jeg, hver eneste lodsejer skal gøre – om ens kreditramme bliver udvidet eller indskrænket, hvis man kommer til at ligge i en nationalpark, så lyder det svar, jeg selv har fået, at det ikke vil være befordrende for mit pant, fortæller Christian Ahlefeldt.

Han forudser, at en nationalpark på sigt vil føre til indskrænkninger i godsets landbrugsdrift.

- Jeg frygter, at jeg måske bliver forhindret i at dyrke en bestemt afgrøde på en bestemt måde. Og hvis jeg på et tidspunkt vil etablere et husdyrbrug, kan det være, at jeg ikke får lov til det, eller at der bliver sat nogle betingelser for etableringen, som gør produktionen økonomisk urentabel, siger Christian Ahlefeldt.

- Man bliver ofte lovet en masse ting, når noget skal gennemføres, tilføjer han, og når det så bliver realiseret, bliver det noget helt andet – og så kan man ikke komme ud af det igen. Der har tidligere lovgivning desværre dannet baggrund for en velbegrundet skepsis.

Modstanderne af en sydfynsk nationalpark har flere gange peget på, at nationalparkprocessen ikke har været demokratisk. Christian Ahlefeldt betegner den som semidemokratisk.

- Det demokratiske islæt har været, at nogle folkevalgte politikere har besluttet at sætte en undersøgelse i gang, påpeger den langelandske godsejer, som modsat ikke mener, at det aktuelle nationalparkforslag, som er i offentlig høring frem til den 31. marts, er specielt demokratisk.

- De fire arbejdsgrupper skulle udgøre det demokratiske medspil i processen, men arbejdsgruppernes konklusioner er blevet brugt i forbavsende lille målestok i det endelige forslag fra styregruppen. Så nej, processen har ikke været særlig demokratisk, mener Christian Ahlefeldt.

Han peger samtidig på et andet moment i sagen.

- Flertallet på landet synes, det er uretfærdigt, at flertallet i byerne – hvor det er et forholdsvist omkostningsfrit ønske at få en nationalpark – skal bestemme. Og dem i byerne synes, at det er urimeligt, at de fem procent lodsejere, som ejer 95 procent af jorden, skal bestemme over så meget. Men for manges vedkommende er det jo levebrødet, det handler om.